Sider

søndag den 12. oktober 2014

Lykke

Jeg har haft en fantastisk uge. Nydt hver en stund. Og glemt alt om det der ikke var værd at tænke på.
Jeg har spist chokolade og set tv. Skulket fra timer og nydt livet.
Strikket til små kærlighedsbabyer som meget snart kommer til verden.
Jeg har nusset den sødeste blødeste hvalp og nydt stilheden og alenetid.
Jeg har kysset en fantastisk mand, som sørger for alt det jeg ikke magter.

Jeg har haft en fantastisk weekend.
Jeg har festet med både nye og gamle venner
og stiftet nye bekendtskaber som føles gode og givende.
Været længe oppe dage i træk uden at føle mig opslidt.
Jeg har glemt min telefon hos en veninde og undværet den i næsten 2 dage uden stort påstyr.
Jeg har spist 3 retters middag lavet med ekstra kærlighed.
Danset, tabt og vundet i spil, været mæt og glad og glemt alt om bøger og pligter for en stund.
Og glædet mig til fremtidige planer og tiden vi går i møde.


mandag den 19. maj 2014

ENDNU EN CARIDGAN


Jeg er blevet bidt af en gal strikker! Inden jeg var færdig med Tusindfryds yndlingscardigan, begyndte jeg allerede at pønse på et nyt cardiganprojekt. Jeg lånte "Finstrikket" af Helga Isager på biblioteket og var solgt til flere cardigans lige med det samme!
Både Swallow og Daffodil fristede gevaldigt, men i sidste ende faldt valget på den tynde og langærmede model af Pine. Åh den er så smuk!!

Garnet blev bestilt hjem fra Garnudsalg.dk, 1 tråd højlandsuld og 1 tråd superfine Alpaca i grå som i originalopskriften. 
Jeg havde besluttet at jeg først måtte gå igang når yndlingscardiganen var færdig, men det blev da heller ikke så svært som jeg troede, for leveringen fra PostDanmark var en STOR kamp! Efter utallige opringninger, pendulfart mellem Taulov og Københavns pakkecenter op til flere gange uden der skete noget (altså pakken, ikke mig!), landede garnet, en hel uge efter det oprindeligt blev leveret forkert, endelig på et posthus nær mig, så det kunne afhentes! Heldigvis nåede garnet at komme på den aller sidste dag med levering af pakker inden påsken, så det lige kunne nå, at komme med mig i tasken til en weekend i sommerhus - thank God!!

Påskeweekenden i sommerhuset blev altså en god anledning at starte op og få strikket et godt stykke. Vores sommerhus ligger i et naturreservat i Thy uden strøm, så der er god tid til, at strikke, spille spil, gå ture til vandet og læse bøger i stearinlysets skær. Skønt med hel og aldeles afkobling!
Den havde lige et par uger der efter hvor den lå ret stille, men nu er jeg kommet igang igen og er nået til at få strikket ærmerne. Jeg synes egentligt, at patentstrikken går relativt hurtigt, selvom pindene ikke er så tykke. Dog er mønstret lidt kedsommeligt i længden, men sådan er det jo med det meste når man først har fået fat i systemet. Jeg håber den kan blive færdig til sommerferien, for jeg har allerede et nyt projekt i tankerne. Men den sidste eksamenperiode før ferien nærmer sig også med hastige skridt, så tiden til strik bliver nok mere knap efterhånden som vi nærmer os. Men så er det jo heldig at være studerende og dermed allerede have ferie fra d. 12 juni (så glemmer vi for en stund at ferien egentlig står på arbejde og reeksamen).


P.S. Katten kan heller ikke lide det dumme regnvejr vi har for tiden!

onsdag den 14. maj 2014

TUSINDFRYDS YNDLINGSCARDIGAN


For ca. en måned siden blev jeg endelig færdig med min første strikkede cardigan!
Det med at få syet knapperne i har dog taget mig en rum tid og blev først ført ud i livet for en uges tid siden. Jeg havde længe ledt efter nogle smukke stofknapper og valget faldt i sidste ende på nogle smukke blå og koksgrå leo-knapper også fra Tusindfryd.

Cardiganen har været lang tid undervejs. Dels fordi jeg ikke tilnærmelsesvis har tid til at strikke hver dag, og at den i perioder har ligget stille i uger, dels fordi der var en hel masse fejl i opskriften som gav en del hovedbrud! Det viste sig imidlertid da jeg skrev til Wenche-Tusindfryd, at hun var kommet til at sende den forkerte (u-rettede) opskrift, så det var hun selvfølgelig meget ked af. Det samme galt her, da jeg efter jeg modtog den nye opskrift måtte sande at jeg skulle pille en HEL DEL op igen. Noget der ligner det meste af cardiganen :-(
Men hellere pille op og så blive tilfreds med det endelige resultat end at lave en halv-færdig løsning og ikke få sit strik brugt. Så jeg pillede flere nøgler op på livet løs og fik heldigvis relativt hurtigt strikket cardiganen op igen. Det skal siges, at Wenche har udøvet fantastisk service og hjælp hele vejen under strikke-processen, lige fra bestilling af pinde, til rodet med opskriften og til sidst knapper som jeg fik rabat på, som et plaster på såret for den forkerte opskrift! Jeg må sige, at jeg tror jeg aldrig har fået så god service som hos hende :-)

Men jeg kom i mål, og jeg synes selv resultatet blev super flot. En lækker tyk og blød trøje i en smuk meleret koksgrå farve, med et flot fit. Specielt er jeg vild med detaljen med dobbelt perlestrik over skuldrene!

Farven på specielt det 3. billede snyder lidt. Cardiganen er en meget mørk koksgrå, bedst illustreret på billede 1 og 4 :-)


Model: Tusindfryds yndlingscardigan (til voksne)
Ændringer: Strikkede den 1 knaphul længere end i opskriften (ellers var den blevet ALT for kort!), strikkede desuden den nederste ribkant på for/rygstykket kortere og "knappekanten" (hvad hedder den rigtigt??) nogle masker smallere, så den fik et lidt mere elegant udseende :-)
Garn: Strikkebogens lamauld i koksgrå
Forbrug: 9 nøgler á 50 g til en str. M (+ 1 knaphul)
Knapper: Blå leopard stofknapper fra Tusindfryd

Hvis jeg skal komme med én anke omkring det ellers bløde og tykke lamauld er det, at det desværre fælder HELT ekstremt!! Også efter cardiganen er blevet færdig og har været en tur i maskinen, smider den stadig uanede mængder fibre. Jeg ved ikke om det måske kun er den koksgrå der har det problem? Men hvis jeg skulle strikke den op igen, ville jeg klart vælge et andet lækkert tykt garn der fælder knapt så meget. Mit håb er, at den i takt med, at den kommer i brug vil bliver mere "filtet sammen" i de yderste hår, så den ikke smider så mange overskydende fibre over alt (det er IKKE en trøje der kan anbefales at lave mad i fx :-D)


lørdag den 15. marts 2014

MERE STRIK

Der hviler en dødelig stilhed over bloggen for tiden....

Og ja, det er slet og ret fordi, jeg stort set ingen kreative projekter får fra hånden....

En flytning med malerarbejde, ind og udpakning, møbelsamling, slæberi og alt det andet der hører til, blev udført under pres og med kun 2 hænder til at pakke og udpakke det hele. Godt jeg havde rigtig gode venner (og en stærk far) til at hjælpe med slæbet. Det har været utrolig hårdt at være ene om det hele, nu når Simon stadig er på de 7 have, og det har taget utrolig meget af min tid. Men hvor er jeg taknemmelig for mine forældres hjælp, og at det nu er overstået!

Jeg har boet i vores nye hjem i godt 2 uger nu, og her er altså blevet ret fedt, hvis jeg selv skal sige det! Alt der er tilbage, er nogle billeder der skal hænges op. Altså bortset lige fra den ovn der skal installeres her i weekenden.....
Hvidevarerne har nemlig været en længere historie. Vi vidste, at køleskabet var gammelt (af udseende), men en lidt større udfordring var det, at det viste sig heller ikke at kunne køle. Så efter mange prisundersøgelser var det afsted til punkt 1 efter et nyt. Det blev et rigtig smart Gorenje med stålfront, og så snakker vi slet ikke om, hvordan vi fik slæbt køleskab op ad den smalle trappe til 1. sal (stakkels gamle fars ryg med kun min mor og slappe jeg som hjælpere).
For at det ikke skulle være nok, så skulle jeg i sidste uge lige bage nogle boller til min studiegruppe. Efter en halv time var ovnen stadig ikke varm, og efter googling regnede jeg ud, at varmelegemet til varmluften måtte være gået (ja der er åbenbart to varmelegemer i sådan en ovn). En far-undersøgelse senere, viste det sig så, at der havde været overgang i ovnen og varmelegemet var brændt helt af, således at det ikke engang kunne skiftes...... Så endnu en undersøgelse på nettet måtte der til, og nu kommer selvsamme far, som egenhændigt slæbte mit køleskab op ad trappen (tak Gud for sådan en far), og installerer den nye ovn i morgen!

Flere uger med flyttestress, hvor læsningen er kommet umenneskeligt meget bagud, afløses nu af endnu et eksamensræs. Denne eksamen er traditionelt set rigtig svær og kræver super meget, så jeg læser på livet løs, og mit skrivebord ser sådan her ud for tiden:


Og så tænker man, "jamen det lyder jo (og ser ud) til, at du er godt på vej, med al den læsning". Eneste lille mente er bare, at eksamen allerede er mandag om en uge. No need to say, at jeg er en lille smule stresset. Igen. Det føles lidt som om, at det aldrig ender. Kun 4,5 år mere.... Jeg dumpede oven i købet min sidste eksamen (sammen med 43 % af mit studie), og skal derfor til reeksamen til august, så ikke engang sommerferien er eksamens-helle længere..... Men ikke mere brok fra den medicinstuderende.


Nu skal i til gengæld høre lidt positivt om det kreative. For selvom jeg ikke har det store tidsoverskud, så begyndte jeg, allerede inden flytningen, på et nyt strikkeprojekt. Jeg synes det der strik er overraskende nemt, og går overraskende hurtigt. Selvom det for sådan en nybegynder som mig, godt kan kræve, at der engang imellem skal pilles op igen, så synes jeg alligevel hurtigt, at man begynder at se, hvad det kan blive til af fantastiske ting.

Derfor er jeg sprunget lige ud i, at strikke en cardigan. Det er blevet Tusindfryds yndlingscardigan, som jeg tidligere har snakket om på bloggen. Jeg strikker den, som i opskriften, i lamauld fra strikkebogen, og jeg har valgt den mørke koksgrå farve. Jeg er lige begyndt på ærmestrikken, og det er noget skønt garn at strikke i. Det eneste "men" er, at det altså fælder en hel del. Jeg håber, at det kan minimeres lidt, med en vask når den er færdig. Den bliver i en tyk og lækker kvalitet, og egner sig derfor nok også bedst som en efterårs/vintercardigan. Så går det nok, hvis der går lidt længere tid end forventet før den bliver færdig.


lørdag den 8. februar 2014

OM AT LÆRE AT STRIKKE


Nu har jeg været alene hjemme i godt 3 uger. Det har været vildt hårdt, men også meget dejligt at tænke på, at jeg har klaret det helt fint. Jeg er efterhånden kommet ind i en rytme og har vænnet mig til, at det bare er katten og jeg for en tid. Selvom savnet stadig er kæmpe stort, og jeg mangler selskab hele tiden, så prøver jeg mest af alt at se frem ad og glæde mig til han kommer hjem igen. I søndags overtog jeg nøglen til vores nye lejlighed, og i næste uge går det store ræs igang med, at få samlet, flytte og ordnet så jeg (vi) kan flytte ind hurtigst muligt. Jeg glæder mig som et lille barn! :-)

For et par weekender siden, lige inden Simon tog afsted, var vi på besøg hos svigermor. Her havde jeg for første gang siden jeg var barn et par strikkepinde i hånden, og min yderst strikkekyndige svigermor forsøgte, at lære mig det. Det blev noget kluntet og utroligt langsomt, men jeg synes alligevel det var sjovt, og det motiverer mig meget, med alle de muligheder man har med strik, specielt indenfor beklædning. En dag når jeg bliver en haj til det med strik, vil jeg utrolig gerne strikke en cardigan til mig selv. Fx. denne smukke fra Pickles:




Eller denne fra Tusindfryd:



Eller måske en fra Rachel Søgaards nye bog, som jeg helt sikkert må ned til Tanterne og have:



Trøjer bliver det dog ikke lige til endnu, så sidste weekend startede jeg så mit eget lille første strikkeprojekt. Valget faldt på en klassisk djævlehue til en lille baby (hvem ved jeg dog ikke endnu...). Opskriften er fra Hendes Verden, og er en vældig fin stribet model, som går op i en spids. Jeg havde først lidt udfordringer med, at finde ud af, hvordan i al verden man tog ud og strikkede 3 m sammen som beskrevet i opskriften, men efter lidt søgen rundt omkring, fandt jeg disse to gode videoer til begyndere som mig: 3 m sm og udtagning. Efter det gik det hele som smurt ;-) 
Dog går det stadig helt utroligt langsomt og kluntet til, når jeg strikker, og det driller også lidt med strikkefastheden (retmaskerne bliver alt for stramme ift. vrangmaskerne)...


De to primære beskæftigelser under al min alenetid (ud over studielæsning!): Strik og Jordens søjler ;-)


I går blev jeg så endelig færdig med det sidste bindebånd, og kan nu stol fremvise mesterværket på bloggen: Tadaaaa! Mit første strikkede stykke nogensinde:


torsdag den 6. februar 2014

HÆKLEDE SOKKER




For et par uger siden brugte jeg to aftener på lidt forskønnelse af hjemmet.
Jeg hæklede nemlig 4 sokker - til en stol vel og mærke :-)
Opskriften er fra Lutter idyl, og er utroligt enkel. Størrelsen i opskriften passede min stol perfekt, bortset fra, at jeg vist har hæklet dem lidt lavere, men ellers er det også super nemt, at gøre dem mindre eller større ved bare at lave færre/flere omgange med udtagninger.
Indlægget har været længe undervejs fordi det er så hulens svært, at få taget nogle ordentlige billeder på denne tid af året. Men nu ser det endelig ud som om, at solen igen titter frem, og der er lidt(!) forårsstemning i luften. Åh hvor jeg håber at det varer ved!




torsdag den 23. januar 2014

PERIODISK UDFALD

Puha.... Så er jul, nytår og den hårdeste eksamensperiode jeg nogensinde har været udsat for overstået. For eksamen dog formentlig ikke vel overstået, men bare overstået for nu. Jeg har nemlig en frygtelig mistanke om en forestående reeksamen til august. Men den tid den sorg.

Lige nu drejer det sig om helt andre sorger: Jeg har sendt min kæreste afsted alene i hele 3 måneder. Han skal nemlig ud at sejle, som et led i hans uddannelse som skibsofficer. Jeg siger jer det var hårdt! Han har været væk i rundt regnet en dag, og jeg savner ham allerede så meget, at det gør ondt helt ind i hjertet, ved tanken om, at jeg ikke ser ham 3 måneder. Nøj hvor jeg tudede da han skulle gå. Jeg forsøger bare at tænke på, at de 3 måneders ensomhed forhåbentlig passerer hurtigt. Specielt når man har noget at se frem til.

Og det med at se frem til noget er faktisk slet ikke så svært. For vi har opsagt vores lejlighed og flytter d. 1. marts hele 300 meter væk, for vi har nemlig købt en lejlighed. En større og bedre én vel og mærke. Med knap 20 kvm og et helt værelse mere. Stadig dejlig tæt på centrum i hyggeligt ungt kvarter. Og så er den endda uden skimmelsvamp!! (modsat her hvor vi bor nu). Det bliver sååå fantastisk! Glæder mig helt utroligt til en lejlighed der kan varmes ordentligt op (jeg sidder i skrivende stund med radiatoren på max og kun 19 grader inde i stuen), en opvaskemaskine(!!), og en rigtig brusekabine med afløb! Juhuu!

Det er altså heller ikke fordi det kreative er gået i stå. Slet ikke faktisk! Med forestående flytning følger jo også indretning af et helt nyt sted. Så bliver der næsten ikke mere barnefryd i mine øjne! Derfor er jeg gået i sving med en masse kreativt, specielt med ting til at hænge på væggene!

I første omgang har jeg lavet en lille collage med trekanter. Den blev ikke så skarp i kanterne som jeg gerne ville have haft, men synes nu alligevel den fortjener en plads på billedhylden. (undskyld det dårlige billed med genskin)


Jeg har også været lidt igang med den sorte sprittusch på helt almindeligt hvidt karton. Den første tegning er mere eller mindre en kopi af et billede jeg så i boligliv (husker ikke i skrivende stund hvor det var fra):



Da jeg havde haft succes med diamanten fik jeg lyst til at lave mere, og tegnede så min egen version af motivet med de grafiske bakketoppe, som man også ser som tryk hos rigtig mange brands for tiden:



Jeg synes egentlig de blev meget flotte og enkle hvis jeg selv skal sige det :-)

I julegave fik jeg af en veninde en rigtig fin lille bog om hæklede dyr, som jeg har set på flere gange før. Første projekt fra bogen blev en lille skildpadde, som dog mangler at få øjne ednu, og som jeg tænker måske skal have en lille nøglering i også: